Nyt AI-samarbejde skal give teknologisk løft til den finansielle branche

Der er et særligt stort uforløst potentiale med kunstig intelligens i den finansielle sektor. Derfor teamer to virksomheder nu op for at indfri potentialet — Mancofi, med stærk brancheerfaring, og Alexandra Instituttet, med ekspertise inden for kunstig intelligens.

Virksomhederne inden for den finansielle sektor er ofte præget af komplicerede processer, hvilket kan gøre det til en udfordring at komme i gang med at anvende nye teknologier. Men netop i en branche med traditioner og gentagelser har kunstig intelligens særlig stor værdi og forretningspotentiale. Kunstig intelligens er sat på spidsen et optimeringsværktøj – så har man gentagne procedurer i sin virksomhed, så har man mulighed for at optimere sin forretning.

Derfor vil Mancofi og Alexandra Instituttet nu sørge for, at flere pensions- og forsikringsselskaber får glæde af de nye teknologier.

Niels Husted Kjær, CEO, Alexandra, forklarer:

“Moderne AI-teknikker, som dybe neurale net og sprogteknologi (NLP), har nu nået et niveau og en modenhed, hvor det for alvor kan levere værdi; specielt i brancher som er tekst-drevet. Det betyder, at der både er et enormt optimeringspotentiale og muligheder for serviceforbedring, såvel i ‘back office’-funktioner som for ens kunder. Automatiseres processer med at få nye kunder, med at vurdere henvendelser, fx skadesanmeldelser, eller at opdage svindel forebyggende, så er der værdi at hente – værdi, der blandt andet kan bruges til at finansiere sin digitale transformation.”

Med Mancofis solide brancheerfaring inden for forsikring og pensionsvirksomhed og Alexandra Instituttets ekspertise inden for kunstig intelligens kan flere i branchen nu få softwareløsninger, der er tilpasset konkrete behov og udnytter de nyeste teknologiske muligheder.

Line Find, CEO, Mancofi, uddyber:

“Både Mancofi og Alexandra Instituttet bringer en høj faglighed med til bordet. Vi kender branchen, så vi har tyngden til at tage dialogen – for vi forstår virksomhedernes hverdag og udfordringer. Vi går lige så meget op i grundighed og ordentlighed som vores kunder i den finansielle sektor, og vi tager udgangspunkt i deres behov. Uanset om ens fokus er på at øge kvaliteten af sine produkter, skabe øget værdi eller skabe større kundetilfredshed, så kan vi sammen med Alexandra Instituttet understøtte det med vores nye samarbejde.”

Det er primært for de finansielle virksomheder, der ønsker at øge kundeservice eller automatisere processer ved at bruge data aktivt og intelligent i kombination med disciplinerne billed- og sproggenkendelse.

Kontakter

Line Find, CEO, Mancofi A/S, mobil: +45 4091 0174

Niels Husted Kjær, CEO, Alexandra Instituttet A/S, mobil: + 45 4099 5502

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.